Afdelingsmødet
Kort fortalt holder vi afdelingsmøder, fordi loven siger, at vi skal og fordi afdelingsmøderne er en vigtig del at den beboerdemokratiske struktur. Uden beboerdemokratiet og afdelingsmøderne hænger en almen boligorganisation ikke sammen.
Afdelingsmøder er vigtige, fordi det er her alle beslutninger træffes for afdelingen. Det kan være nye lamper, postkasser, legepladser m.m. Det kan også handle om afdelingsbestyrelsen og beboerdemokratiet - og så er det på afdelingsmødet, beboerne vælger den afdelingsbestyrelse, der skal repræsentere alle beboerne i samarbejdet med administrationen (lokalt og i fsb) såvel som Organisationsbestyrelse og i Repræsentantskabet.
Jo flere, der deltager på møderne, desto bedre er beboerne repræsenterede. Alle er vigtige, alle har en stemme - og det er på afdelingsmødet, at DIN stemme kan blive hørt.
Det er afdelingsbestyrelsen, der har ansvaret for at afdelingsmøderne afholdes og følger de krav, der er nedfældet i loven. Som udgangspunkt er mødets deltagere beboerne i afdelingen - det er afdelingens generalforsamling og dermed beboernes møde. Der er altså ingen krav om, at administrationen (lokalt eller i fsb) skal deltage, ligesom det heller ikke er et krav, at vi skal have gæster fra Organisationsbestyrelsen. Der står dog i loven, at Organisationsbestyrelsesmedlemmer kan deltage uden invitation, hvilket jo giver mening, da de har det endelige økonomiske og juridiske ansvar for, hvad der sker i afdelingerne. Det er dog kutyme, at de deltager som observanter, ikke aktive deltagere, ligesom det er kutyme, at de ikke deltager med mindre, de er inviterede.
Når dét så er sagt, så giver det mening at invitere administrationen, særligt til fremlæggelse af vores budgetter, men også fordi der kan være spørgsmål fra beboerne vedr. driften, som afdelingsbestyrelsen ikke kan svare på. Hos os er det helt almindeligt, at driftslederen eller driftschefen fremlægger budgetterne, men vi har også haft besøg inde fra fsb’s økonomiafdeling til at fremlægge og forklare budgetterne.
Afdelingsbestyrelsen kan altid invitere gæster til afdelingsmøderne, som når vi inviterer vores kontaktperson fra Organisations- bestyrelsen. I slutningen af 2022 skrev afdelingsbestyrelsen til Organisationsbestyrelsen og frabad os gæster fra Organisationsbestyrelsen med mindre de modtager en invitation.